DK

/

EN



Gratis HORECA-afsætningsseminar

13. februar 2017
Bite Copenhagen og FOOD tilbyder nu et gratis afsætningsseminar for fødevareiværksættere samt små- og mellemstore virksomheder, som vil trænge igennem til HORECA-branchens grossister og indkøbere.

Når Bite Copenhagen løber af stablen i Forum d. 24. og 25. august 2017, bliver det med deltagelse af en række nyskabende og kvalitetsfokuserede føde- og drikkevareproducenter.

De får på Bite Copenhagen en gylden mulighed for at præsentere deres produkter for grossister og indkøbere fra HORECA-branchen, som kan være en fantastisk afsætningskanal for små kvalitetsorienterede producenter. Mange små fødevarevirksomheder står dog ofte med en oplevelse af, at det er vanskeligt at trænge igennem til HORECA-segmentet.

Derfor tilbyder Bite Copenhagen og Food Organisation of Denmark (FOOD) nu et gratis afsætningsseminar for iværksættere samt små og mellemstore virksomheder, som ønsker at styrke relationen til kunderne i det lukrative HORECA-segment.

HORECA efterspørger bæredygtighed og kvalitet
"Mange små virksomheder tror, at det ikke er muligt at afsætte deres varer til HORECA-branchens grossister, fordi de har en forestilling om, at det kun er store mængder, der efterspørges. Men grossisterne oplever i disse år en forandring hos deres kunder, for eksempel kantiner, som i højere grad efterspørger kvalitetsprodukter med oprindelse og bæredygtighed i fokus, også selvom de måske er dyrere end standardiserede foodservice-produkter" fortæller projektleder Sigrid Gjessing fra FOOD, som vil lede afsætningsseminaret.

Sådan gør du dit produkt attraktivt for HORECA
Seminaret bunder i en erfaring, som viser, at mindre virksomheder ofte er usikre på, hvordan de får deres produkter igennem til HORECA-branchens indkøbere og grossister.

På dagen vil deltagerne få råd og vejledning til, hvordan de gør sig selv attraktive i mødet med HORECA-grossisterne og HORECA-indkøberne, som vil være til stede på messen. Hvordan fungerer deres forretning? Hvad efterspørger de, og hvilke tendenser oplever de hos deres kunder?

"En af udfordringerne i salg til HORECA-segmentet er, at du ikke i samme grad kan få den lækre indpakning og storytellingen omkring dit produkt med. Det stiller nogle høje krav til kvaliteten og smagen, men også til den måde, du præsenterer dit produkt på," siger Sigrid Gjessing. Ønsker du at deltage, kan du tilmelde dig via www.nclf.dk/begivenhed/seminar.

Unik mulighed for nystartede iværksættere
En af de deltagende virksomheder på Bite Copenhagen bliver nystartede Organic Food Lab, som til foråret kommer på markedet med en økologisk og vegansk is, som er uden tilsat sukker og lav på sukkerarter. De ser Bite Copenhagen som en unik mulighed for at præsentere deres nyskabende produkt for den helt rigtige målgruppe.

"For en lille nystartet virksomhed som os, er Bite Copenhagen en unik mulighed for at få feedback tidligt i processen. Vi kommer til at få folk i tale, som vi ellers ikke ville have mulighed for at møde, og får samtidig mulighed for at teste vores produkt af på store indkøbere fra ind- og udland," fortæller Signe Thorup Gregersen, som er en af de to iværksættere bag Organic Food Lab.

Bite Copenhagens erklærede fokus på at bringe innovative og nyskabende fødevareløsninger frem i lyset, har været en stor motivation for Organic Food Labs deltagelse i messen.

"Bite Copenhagens fokus på innovation, bæredygtighed og gode fødevarer sender et signal, som vi meget gerne vil associeres med. Vi forventer en messe med et eksklusivt udtryk, et internationalt udsyn og en målgruppe, som er helt oplagt til et produkt som vores produkt."

Ønsker du at blive kontaktet angående dine muligheder for at udstille på Bite Copenhagen? Udfyld vores webformular under 'Book Stand' eller kontakt:
Christian Vejlund 

Exhibition Manager 
Chve@bchg.dk
+ 45 50 60 44 71


 

24. - 25. august 2017

Forum Copenhagen

Torsdag 9 - 18

Fredag 9 - 18