DK

/

EN



Fårekyllinger, velgørenhed og et fødevaretopmøde

19. maj 2017
I hvor høj grad skal vi sætte insekter på fremtidens menu og hvordan forholder vi os til det faktum, at ca. en tredjedel af al den mad der produceres på verdensplan, går tabt eller til spilde?

I en verden, som bliver stadig mere presset af vores menneskelige aftryk, er ovenstående væsentlige spørgsmål, som kræver nytænkende løsninger. Bite Copenhagen kommer i høj grad til at handle om innovation, og derfor vil du i år kunne møde nogle af de frontløbere, som med nye ideer har skabt en forretning på at nytænke for eksempel madspild. 

En af dem er Folkekirkens Nødhjælps overskudsmadsupermarked 'WeFood', som har gjort overproduktion og bekæmpelse af madspild til en motor for udviklingsarbejde i kriseramte u-lande. I Wefood-forretningerne finder man varer, der har mistet deres salgsværdi i traditionel forstand, og som derfor er doneret af forskellige aktører i forsyningskæden. De får til gengæld masser af positiv branding retur.  Konceptet har på lidt over et år reddet over 100 tons mad fra skraldespanden, men der er stadig meget arbejde at gøre, fortæller projektkoordinator Sofie Østensgård, som glæder sig til dialogen med eventuelt nye samarbejdspartnere.  

"På Bite kommer der mange fra fødevareindustrien, som vi gerne vil i dialog med omkring madspild og nye samarbejder. For eksempel omkring fejlemballerede fødevarer, som i mange tilfælde bare bliver destrueret. Dem vil vi gerne redde i stedet. Vi er i gang med at ændre hele kulturen omkring den måde, vi forbruger fødevarer på, og her kan industrien være med til at gøre en stor forskel."

Fremtidens mad på menuen

Udover bekæmpelse af madspild bliver produktion af bæredygtige fødevarer også et centralt tema på messen, hvor du blandt andet kan møde den lille iværksættervirksomhed InsektKBH. De dyrker fårekyllinger på deres egen insektfarm i Københavns Nordvestkvarter, og bruger insekterne som ingrediens i virksomhedens første produkt: et ingefær-æbleshot tilsat femten fårekyllinger. InsektKBH ser et stort potentiale i insekterne som en del af fremtidens menu, og derfor er de også til stede på Bite Copenhagen, ikke mindst på grund af det opbud af udenlandske fødevarevirksomheder og interessenter, som også vil være til stede.

"Bite giver os mulighed for at få vores produkter lanceret og introduceret for en masse folk fra industrien. Vi kan skrive nok så meget om bæredygtighed og sundhed på papiret, men produktet giver først for alvor mening, når man kan opleve det. Vi er en mindre aktør og er stadig i en spændende opstartsfase, så for os er det en chance for at få vores produkt endnu længere ud over rampen. Vi har allerede interesse fra udlandet, men vi vil gerne geares yderligere til et bredere marked. På Bite får vi mulighed for at sætte brancheaktører i stævne, som vi måske ellers ville have haft vanskeligt ved at nå," fortæller Philip Price, som er medstifter af Insekt KBH.

I synergi med internationalt fødevaretopmøde 

Innovative løsninger i forhold til at skabe bedre mad til flere mennesker er et centralt tema på Miljø- og Fødevareministeriets internationale topmøde 'World Food Summit – Better Food For More People' på Christiansborg, som vil sætte politisk fokus på globale fødevaremæssige problemstillinger. Topmødet finder sted sideløbende med Bite Copenhagen og vil derfor også lægge vejen forbi Forum, hvor der for udstillerne, vil være mulighed for at gå i dialog med nogle af de indflydelsesrige beslutningstagere, som bliver en del af topmødet, fortæller kontorchef Marie Louise Flach de Neergaard fra Miljø- og Fødevareministeriet.
 
"Det er ambitionen at skabe verdens vigtigste fødevaretopmøde, og topmødet og fødevareudstillingen tilsammen bliver det nye centrum for gastronomisk udvikling, forskning og fødevareproduktion i topklasse. På topmødet deltager cirka 120 danske og internationale beslutningstagere, NGO'ere, virksomheder og meningsdannere, og de besøger Bite Copenhagen på den første dag for topmødet. Det giver mulighed for at hente ny inspiration og dialog mellem de beslutningstagere og virksomheder, der er med på Bite Copenhagen, hvor danske og internationale aktører vil bidrage med værdier, produkter, innovation og viden. På den måde bliver topmødet og fødevareudstillingen en del af en fælles ramme og platform."

Ønsker du at blive kontaktet angående dine muligheder for at udstille på Bite Copenhagen? Ansøg om stand under 'Udstil på Bite' eller kontakt os. 

Mange hilsner / Best regards
Christian Vejlund
Exhibition Manager
Chve@bchg.dk

+ 45 50 60 44 71


 

24. - 25. august 2017

Forum Copenhagen

Torsdag 9 - 18

Fredag 9 - 18