DK

/

EN



Banebrydende værktøj til ansvarligt indkøb præsenteres på Bite Copenhagen

25. august 2017
Hvordan sikrer du dig som virksomhedsejer, at din virksomhed ikke køber soja, palmeolie, oksekød eller tømmer, som er produceret med negativ påvirkning af mennesker og miljø i produktionslandet?

Opgaven er sværere, end man skulle tro; Ovenstående råvarer er nogle af verdens mest handlede, og deres vej fra produktionsstedet til kunderne kan ofte være uigennemskuelig, fordi varerne ofte passerer et vidt forgrenet net af underleverandører, inden de når frem til virksomhederne.  

Men nu skal det være slut med uigennemskueligheden i forsyningskæderne. I forbindelse med Bite Copenhagen præsenterer konsulentvirksomheden NEPCon onlineplatformen NEPCon Sourcing Hub. Onlineplatformen har været flere år undervejs, og er den hidtil største og mest detaljerede samling af risikovurderinger fra lande, der producerer soja, palmeolie, oksekød og tømmer.  

Udviklingen af platformen er støttet af Danida og er beregnet til virksomheder, som vil sikre sig, at de ikke køber råvarer, som er kommet til verden på uetisk vis. For eksempel tømmer produceret ved rydning af regnskov og krænkelse af oprindelige befolkningers rettigheder. 

Onlineplatformen indeholder risikovurderinger for 10 nøglelande i forhold til produktionen af de fire råvaregrupper, og målet er, at risikovurderingerne skal blive et værktøj, som fremover skal gøre det langt nemmere for virksomheder at føre en etisk forsvarlig indkøbspolitik ud i livet. 

Under Bite Copenhagen vil NEPCon præsentere deres banebrydende sourcing-værktøj, og vil naturligvis vil være til stede under hele messen med demonstrationer og vejledning til de virksomheder, der ønsker at komme på forkant med den nyeste udvikling inden for ansvarligt indkøb af nogle af verdens mest handlede råvarer. 

Du kan møde NEPCon på stand 15 og få hjælp til din virksomhed. 
 
 
 
 
 
 

24. - 25. august 2017

Forum Copenhagen

Torsdag 9 - 18

Fredag 9 - 18