Drikkevarer med færre procenter fylder mere i fremtiden

Bite sætter vandvognen i gear

- Mød udstillerne Dagmar og ISH Spirits på Bite Copenhagen 2019.

Alkohol er traditionelt stamgæst ved bordet, når danskere samles. Men interessen for alkoholfri drikkevarer boomer, og med saftmenuer på landets bedste restauranter og et stigende udvalg af alkoholfri spiritus er det blevet mere socialt acceptabelt og ikke mindst mere spændende at være på vandvognen. Vi har talt med to producenter af alkoholfri alternativer, der udfordrer danskernes alkoholvaner. Mød Dagmar og ISH Spirits her - og på Bite Copenhagen 2019.

 

En visionær dame med god smag

Eksklusivt for Bite deltager Rynkeby med Dagmar - en nicheserie af frugt, grønt- og bærbaserede drikke, der, med egenskaber, man normalt forbinder med vin, er udviklet specielt til at komplementere mad på restauranter.

 

Dagmar er udviklet i samarbejde med blandt andre kokke og sommelierer, og der er varianter, der matcher både forretter, hovedretter og desserter. Råvarerne tæller blandt andet druesaft, rosenekstrakt, røllike te og birkesirup. Customer Marketing Manager Sanne Lundsgaard Rasmussen forklarer:

 

“I Rynkeby er vi frugt- og grønteksperter. Det er vores grundstamme, og med Dagmar skaber vi en helt ny kategori, der giver restaurantgæsten, som ikke drikker alkohol, et ordentligt alternativ. Vi arbejder med grundbegreberne fra vinens verden, og der er for eksempel to lyse varianter til forretter - en frugtig og frisk og en fed og sød. Det samme gælder hovedretter og desserter, hvor gæsten får en følelse af, at drikkevarerne matcher madens tyngde og smagspalet.”

 

Fortællingen og egenskaberne er meget lig vin, men Dagmar bør ikke sammenlignes med alkoholfri vin, da serien tilhører en helt ny kategori. Og det innovative aspekt forklarer også navnet. Serien er nemlig opkaldt efter den innovative Dagmar Andreasen, der overtog ansvaret for Rynkeby efter sin mor i 1953 og ligesom drikkevarerne var visionær.

 

Den alkoholfri bølge ruller

Med Dagmar griber Rynkeby fat i en tendens, der ruller hurtigt for tiden. De jomfruelige alternativer til øl, vin og spiritus popper op alle steder, og det er den bølge, Dagmar rider med på:

“Som forbrugere er vi blevet langt bedre til at stille krav til de alkoholfri alternativer. Det er en del af sundhedstrenden at skære ned på alkohol, og vi søger i højere grad en oplevelse, også når vi vælger alkoholfri drikkevarer. På restauranter er det ikke kun maden, der er i fokus, og med Dagmar kan man også få oplevelsen med drikkevarer, selvom man ikke drikker alkohol”, forklarer Sanne Lundsgaard Rasmussen og fortsætter:

 

“På Bite 19 kommer gæster til at få en wauw-oplevelse hos os og tænke ‘hold da op, det har jeg ikke set før’. Udstillingen passer godt til os, fordi det er nyskabende og innovative brands, der kommer her. Jeg ser det som et lidt højere niveau, end vi er vant til.”

 

Gin og Rom…ISH!

I samme spændingsfelt som Dagmar kan du på Bite møde ISH Spirits, der laver alkoholfri alkohol, som stifter Morten Sørensen udtrykker det. Det vil sige de klassiske spiritustyper som gin og rom - bare uden de høje procenter. Smagen ekstraheres fra planter, og de bruger capsicum - det aktive stof i chili - som giver varme og tyngde, men ingen smag. ISH Spirits er udviklet til at mixe frem for at drikke rent, men ifølge Morten Sørensen, er man ikke i tvivl om, at man er i samme familie som alkoholversionen.  

 

Ligesom hos Dagmar, er der også her flere tanker bag konceptet end bare at lave noget, der smager godt, forklarer Morten Sørensen:

 

“Vi er ikke den løftede pegefinger, men vil gerne give folk valget tilbage. Om man vil drikke alkohol eller ej eller måske drikke en lille smule alkohol. Man kan jo også lave low-alcohol versioner af for eksempel en Negroni eller en Old Fashioned ved at bruge ISH som ét af elementerne. Men når vi er sammen, skal der næsten altid være alkohol involveret. Det vil vi gerne udfordre. Vi skal stadig hygge, feste og fejre, men alkoholen er sekundær. Vi skal stadig tage en drink, men nogle tager en med alkohol og nogle uden. Ligesom man vælger forskellige burgere på en burgerbar. Vi mødes over smag - ikke alkohol.”

 

Alkoholmasken

Og der er flere tendenser i spil, som ISH Spirits med de alkoholfri alternativer byder op til dans. For netop det at byde en sød pige eller dreng op til dans er ofte noget, mange skal drikke sig mod til. Man skal have alkoholmasken på og gemme sig selv lidt væk, og det skal vi ifølge Morten Sørensen væk fra:

 

“Der er langt mere overskud i at vise, at man ikke behøver være fuld for at turde tage det første skridt eller danse fjollet. ‘Jeg er stadig mig selv, og jeg er ikke bange for at vise mig frem for omgivelserne, som jeg er. Og i øvrigt har jeg også et liv i morgen.’ Det er de sociale normer, vi gerne vil ruske lidt i.”

 

ISH Spirits lancerede deres produkter på sidste års Bite Copenhagen, og det var en god oplevelse, fortæller Morten:


“Folk var hamrende nysgerrige, og der var gang i baren hele tiden. Også mange andre udstillere var forbi, og vi fik skabt en masse kontakter. Det var et fantastisk sted at starte for os, og vi fik endda kunder med hjem. I år har vi mulighed for at invitere nogle af vores kunder med og får en mixologist på, der mixer nogle vilde cocktails, man kan smage. Og så kommer vi til at vise vores nye ready-to-drink frem, som er en færdigblandet GinISH&Tonic, der er lige til at hælde på is og drikke."

 

Du kan møde Dagmar, ISH Spirits og mange flere innovative brands på Bite Copenhagen i Bella Center 28. og 29. august. Vil du selv være udstiller, kan du søge om en plads her.

Bite Copenhagen