Kom gratis på Bite Copenhagen d. 28 & 29 august

Grafik Centerhal.png

Årets foreløbige program og udstillerliste samt besøgsregistrering er klar!

Programmet byder blandt andet på DM i smørrebrød og udvælgelsen af Danmarks næste kandidat til titlen som verdens bedste kok i den prestigefyldte kokkekonkurrence, Bocuse d’Or. Derudover vil Fonden Dansk Gastronomi fejre Kokkenes Kokketalent 2019.

Igen i år er der et væld af konkurrencer, talks, demonstrationer, masterclasses og meget andet på programmet, når Bite Copenhagen løber af stablen i Bella Center 28. & 29. august. Det foreløbige program og den foreløbige udstillerliste er nu klar, så du kan begynde at planlægge dit kig ind i fremtiden for fødevarer. Der er desuden åbnet op for, at fagfolk kan registrere sig gratis som besøgende. Der føjes løbende nye udstillere til listen, som udgør et mangfoldigt felt af nogle af de mest iøjnefaldende fødevareaktører netop nu.

  • Se det foreløbige program over aktiviteter her

  • Se den foreløbige liste over udstillere her

  • Registrér dit gratis besøg her

En smeltedigel af kvalitet, innovation og bæredygtige løsninger

Bite Copenhagen sætter rammerne for fremtidens madtrends og samler fødevarebranchen til to dage med intense oplevelser, nyskabende produkter og muligheden for at møde nye samarbejdspartnere. Messen er en madkulturmesse med markante holdninger til råvarer, miljø og social ansvarlighed, og ifølge Christian Vejlund, der er Exhibition Manager på Bite Copenhagen, afspejler årets program og udstillerliste dette:

 

“Vi er enormt stolte af årets foreløbige program og udstillerliste, der til sammen udgør et tag-selv-bord af nogle af de mest interessante strømninger lige nu inden for fødevaretrends- og løsninger. I år har vi valgt at fokusere endnu mere på det gode håndværk, gastronomi og hverdagsnydelsen. Som besøgende vil man i højere grad opleve, at smagen er i højsædet. Fra små, kreative startups til veletablerede aktører kan du opleve de nyeste tendenser inden for blandt andet fødevareteknologi- og produktion, bæredygtighed, råvarer og ikke mindst smag. ”

Ressourcestærke besøgende

Bite Copenhagen besøges hvert år at en lang række internationale indkøbere og andre branchefolk, der er på udkig efter de nyeste fødevaretrends- og løsninger. En af de indkøbere, der besøger messen i år, er Said Abdalla, Food & Beverage Controller i BC Hospitality Group. Han ser frem til at møde en masse spændende aktører på Bite:

 

”Bite Copenhagen er en spændende messe, fordi man kan opleve så mange nye produkter og idéer - både fra Danmark og udlandet. Den generelle kvalitet på messen er tårnhøj, og virksomhederne ved bare rigtig meget om deres produkter. Der er derfor garanti for nogle gode snakke. Derudover møder man en masse nye ansigter i branchen, så et par dage på Bite er en god måde at udvide sit netværk på. I år glæder jeg mig til at se, hvad de nyeste tendenser er, til at opleve stemningen omkring konkurrencerne og til at se talenterne arbejde med håndværket og de gode råvarer.”

 

Inspirationskonference: Mere grøn smag på menuen
Blandt de besøgende er også brancheorganisationen HORESTA og FOOD, der bl.a. står bag den kendte Copenhagen Cooking & Food Festival. Under Bite Copenhagen 2019 afholder de en inspirationskonference for restaurant-, køkken- og kantinechefer under overskriften ’Mere grøn smag på menuen’. Projektleder Ida Maria fra FOOD siger om inspirationskonferencen:  

”Hvis du savner inspiration til at gøre menuen rig på grønne råvarer og vilde planter, og hvis du kunne du tænke dig at blive klogere på, hvordan plantebaseret mad kan gøres lækkert og velsmagende, så skal du med til HORESTA og FOODs inspirationskonference på Bite Copenhagen. Her får du råd og vejledning til at skabe plantebaserede menuer, der giver dine gæster smil på læben.”

 

Programmet er målrettet restaurant-, køkken- og kantinechefer, der gerne vil have mere indsigt og inspiration til plantebaserede menuer. Tilmelding kan ske ved at sende en mail til idamaria@thefoodproject.dk

Større venue
I år opgraderes faciliteterne, og Bite Copenhagen flytter i nye, lysere rammer i Bella Center’s Hal E med råt betongulv, højt til loftet, grønne planter og ovenlysvinduer. Der bliver derfor endnu mere plads til at udfolde gastronomien og vise, hvad der kommer på fremtidens spisebord.


Ønsker du også at udstille på Bite Copenhagen? Du kan helt uforpligtende reservere en stand via link.


Christian Vejlund