12 dage til Bite Copenhagen – hvem skal føre de danske traditioner videre?

Foto: Andreas Stenmann

Foto: Andreas Stenmann

Bite Copenhagen 2019

- Bella Center Copenhagen d. 28 & 29 august -

Oplev VM for kokke  
Forfatter: Philip Olesen

 

Kenneth Toft-Hansen kunne tidligere i år lade sig hylde som verdens bedste kok, da han vandt Bocuse d'Or i Lyon. Nu starter jagten på hans efterfølger, der forhåbentlig skal gøre Danmark til det første land siden Frankrig i 2005 og 2007 til at vinde konkurrencen to gange i træk.

 

Der er ingen tvivl. En sejr i Bocuse d'Or er det ultimative for alle konkurrencekokke, og det kræver is i maven, når trommerne buldrer i Lyon. For verdens bedste kokke kigger på, og 23 andre lande stiller også med deres bedste bud på en gastronomisk verdensmester.

 

Inden en dansk Bocuse d'Or-kok kan indtage køkkenet i Frankrig, er der dog lang vej, og konkurrencen finder først sted i 2021. Allerførst skal den danske kok udvælges. Det sker ved en 5 timer og 35 minutter lang konkurrence den 28. august i Bella Center Copenhagen ved fødevaremessen Bite Copenhagen. 

 

Desuden skal den danske repræsentant kvalificere sig via et europamesterskab, hvor de 10 bedste lande går videre til VM.

 

Stærke kandidater

I feltet til den danske konkurrence finder man seks af gastronomiens største navne herhjemme. Brian Pedersen (Atelier 85), Ronni Mortensen (Geranium), Tommy Friis (Hotel & restaurant Fru Larsen), Patrick Godborg (Babette) og Christoffer Brink (tidl. Restaurant FRANK) skal kæmpe om den eftertragtede plads.

 

Sidstnævnte har før været med i Lyon. Her blev det til en andenplads i konkurrencen som assistent til Jeppe Foldager i 2013.

 

»Deltagelsen i Bocuse d'Or er en af de vildeste oplevelser, jeg har prøvet. Verdens største kokkenavne kigger på, og alt skal bare gå op i en højere enhed. Og selvom det er en individuel konkurrence, så betyder holdet med coach og assistent utrolig meget,« fortæller Christoffer Brink.

 

Patrick Godborg har ikke stillet op i Bocuse d'Or før, men har erfaring fra et hav af andre kokkekonkurrencer. De har dog ikke kunnet mætte trangen til at vinde.

 

»Konkurrencer giver mig en rus og et sug i maven, og Bocuse d'Or er den største konkurrence af dem alle. Jeg ved, at jeg præsterer bedst, når jeg presser mig selv til det yderste, og det bliver nødvendigt med det felt, der er samlet til den danske udvælgelseskonkurrence« siger køkkenchefen fra Babette i Vordingborg.

 

Begge kokke er enige om, at feltet til den danske konkurrence har en imponerende bredde, hvor de hver især har deres styrker.

 

»Skal man vinde Bocuse d'Or, så skal man slå de bedste, og konkurrencen bliver hård. Vi kan alle noget forskelligt, og det bliver spændende at se, hvem der præsterer bedst på dagen« siger Christoffer Brink.

 

Christian Vejlund