Mød urtesamler Thomas Laursen på Bite Copenhagen 2019

Foto: Wildfooding.com

Foto: Wildfooding.com

Bite Copenhagen 2019

- Bella Center Copenhagen d. 28 & 29 august -

 

Bliv klogere på vild mad

Bite Copenhagen handler ikke kun om at smage en masse spændende mad og drikke. Det er også her, du finder ny inspiration og viden om morgendagens fødevarer. For eksempel afholder HORESTA & FOOD en inspirationskonference på Bite med temaet “Mere grøn smag på menuen”. Her kan du møde urtesamler Thomas Laursen fra Wildfooding, der blandt andet samler vilde planter, bær, svampe, myrer og meget mere til toprestauranter som Noma og Geranium.

 

Ærlig mad

Thomas holder et oplæg målrettet restaurationsbranchen om, hvordan man kan få mere vild mad på menuen. For ifølge ham, kan det bringe os tættere på råvarerne og få ærligheden tilbage i branchen:

 

“Min mission er at få folk til at integrere råvarer omkring dem frem for at købe sig til alt. På den måde kan man knytte sig tættere til landskabet og måske bringe noget af empatien tilbage i vores fødevaresystem. Der bliver truffet mange uærlige beslutninger i branchen, som er hurtig til at kalde råvarer lokale og nynordiske. Men salturt dyrket i rockwool i Israel og bestilt fra en stor fødevareleverandør giver altså ikke meget nærvær på tallerkenen. Man er nødt til at gøre sig umage og i det mindste være ærlig om, hvor tingene kommer fra. På den måde er det en form for kulturkamp, jeg fører.”

 

Ingen mangel på fødevarer

Og netop at inddrage omgivelserne i madlavningen er ifølge Thomas en af de bedste måder at imødekomme fremtidens fødevareudfordringer på:

 

“Folk ved ikke, hvad de snakker om, når de siger, der er mangel på mad. Der er mad alle steder, og jeg ser tonsvis, der aldrig bliver spist. Selv når jeg kører bil. Det er bare ikke let som restauratør at implementere den vilde mad. Men hvis man er åben og klar, kan jeg måske putte noget energi ind i folk og give dem lyst til at prøve det af. Og så vil der pludselig åbne sig helt nye døre.”

Christian Vejlund